Standerhejsning markerede starten på jubilæumssæsonen

28. marts 2026 13:23 , af Lauge Decker (K)

Formiddagen bød på standerhejsning, morgenmad og de første ture på vandet i den nye sommersæson. I alt 9 roere kom på vandet og fik slået sæsonen an, mens tæt på 50 medlemmer lagde vejen forbi klubben for at deltage i standerhejsningen og markere starten på et helt særligt år.

Årets standerhejsning blev samtidig startskuddet på klubbens 125-års jubilæumssæson.

Selve jubilæumsdagen falder den 13. maj, men jubilæumsaktiviteterne kulminerer den 20. juni med reception om formiddagen og sommergrillfest om aftenen for klubbens medlemmer. Samme dag bliver klubbens nye 4’er coastalbåd døbt.

 

Sleipner bliver navnet på ny coastal

I forbindelse med standerhejsningen blev vinderen af både påskeæg og navnekonkurrence fundet. Oluf Madsen løb med påskeægget, og samtidig blev det offentliggjort, at navnet på den nye 4’er coastal bliver Sleipner.

Afstemningen har kørt blandt medlemmerne frem mod standerhejsningen, hvor tre navne var i spil: Sleipner, Mjølner og Saxo. Med 22 stemmer blev det Sleipner, efterfulgt af Mjølner med 9 stemmer og Saxo med 6 stemmer.

Navnet følger traditionen fra klubbens øvrige coastalbåde med inspiration fra nordisk mytologi.

Den nye båd forventes leveret i maj og vil officielt blive døbt ved jubilæumsarrangementet den 20. juni hvor vi ser frem til DFfRs deltagelse ved Kasper Haagensen.

 

Høj aktivitet og mange planer for sæsonen

Selvom sommersæsonen kun lige er begyndt, har aktivitetsniveauet været højt hele vinteren. Siden standerstrygningen er der roet over 1.400 kilometer på vandet og næsten 16.000 kilometer på ergometrene, hvilket vidner om stor aktivitet i klubben.

Kalenderen for jubilæumsåret er fyldt med arrangementer, madpakketure og aktiviteter med særligt fokus på nye roere. Derudover er der planlagt ferielangture til både Tolo og Stockholm, som giver medlemmerne gode muligheder for at komme på vandet.

 

Besøg fra forbundet

Standerhejsningen havde også fint besøg af Linda Kærgaard Nielsen fra Horsens Roklub, der er medlem af Dansk Forening for Rosports hovedbestyrelse. Hendes tilstedeværelse markerer det tætte samarbejde i ronnetværket omkring Lillebælt, og klubben er stolte af at kunne kalde sig officiel standerhejsningsklub i samarbejde med forbundet.

 

Tak til frivillige og god sæson

Afslutningsvis lød der en stor tak til alle frivillige, der har været med til at planlægge jubilæet, sæsonens aktiviteter og arbejdet med jubilæumsskriftet.

Med standeren hejst og sæsonen skudt i gang ser Vejle Roklub nu frem til et aktivt jubilæumsår med masser af ture, arrangementer og fællesskab på og omkring vandet.

På vegne af Bestyrelsen, ønsker vi alle en god sæson!