Hjælp os med at navngive vores kommende coastal båd!

19. marts 2026 19:50 , af Lauge Decker (K)

Til medlemsmødet blev der fremsat en række gode forslag til navn på vores kommende 4’er coastal. Som de resterende coastalbåde har vi holdt os til nordisk mytologi

Herfra er der udvalgt tre stærke kandidater, som I nu kan være med til at stemme om.

De tre navne, der er i spil, er:

Sleipner
  • Odins ottebenede hest fra den nordiske mytologi, kendt for sin fart, styrke og evne til at bevæge sig sikkert gennem alle verdener. Et navn der signalerer smidighed og fremdrift og kan kobles til bådens otte årer.
Mjølner
  • Tors hammer, et af de mest ikoniske symboler i nordisk mytologi. Den repræsenterer kraft, stabilitet og gennemslagskraft, og vil være et oplagt navn til en båd, der skal kunne klare kræfterne på åbent vand.
Saxo
  • Inspireret af Saxo Grammaticus, den danske historiker bag Gesta Danorum. Navnet trækker tråde til vores egen historie og traditioner, og passer til en båd, der skal være med til at skabe nye fortællinger i klubben.

Afstemningen løber frem til den 28. marts, hvor stemmerne tælles op, og navnet offentliggøres. Afstemningen foregår helt analogt: Der vil være en papkasse i opholdsrummet hvor man afleverer sin stemme.

Samme dag afholder vi standerhejsning, hvor man kan afgive sin stemme frem til kl. 9 og samtidig nyde morgenmad i godt selskab. Der vil også være mulighed for at komme på vandet og tage sæsonens (måske) første tur.

Selve båden ankommer først i maj, men navnet finder vi sammen allerede nu.

Vi håber, at så mange som muligt vil deltage i afstemningen.

Vi takker endnu engang Nordea Fonden for støtte til båden.

 

/Bestyrelsen